Tilbage

PennHip - en teknik til undersøgelse for hofteledsdysplasi.
Hofteledsdysplasi er en lidelse, der rammer mange hunde, og som kan resultere i alvorlige forandringer i hofteleddet. Mange af disse hunde vil komme til at døje med slidgigt, smerte og haltheder. PennHip er en metode til at vurdere hofteleddets stabilitet. Metoden er sikker til at vurdere hofteleddet allerede i hvalpestadiet. PennHip er en metode til at udvælge avlshunde på, der kan nedbringe frekvensen af hofteledsdysplasi.

I over 40 år har man i Danmark og udland forsøgt at bekæmpe hofteledsdysplasi (HD) hos vores hunderacer, uden den helt store succes. Hofteledsdysplasi er en svær invaliderende arvelig lidelse, som især er et problem hos de middelstore og store arbejdende racer, heriblandt schæferhunde, rottweiler m.fl.

Den traditionelle metode
Indtil nu har man screenet hunde for HD ved, at man på røntgenbilleder undersøger for tegn på hofteledsdysplasi, d.v.s. man ser efter om lårbenshoved og hofteskål passer sammen eller om der er løshed i leddet, og om der er begyndende knogleforandringer i hofteskålen eller på lårbenshovedet. Metoden har desværre nogle mangler, som kan være noget af forklaringen på, at vi ikke er kommet videre med vores bekæmpelse af HD. For det første er metoden subjektiv, d.v.s. at de forandringer man kigger efter ikke er en fast størrelse, men derimod et vurderingsspørgsmål for den/de person(er) der er sat til at evaluere de indsendte røntgenbilleder. Et af problemerne ved dette er, at det kan være svært at reproducere resultaterne, med andre ord vil en given HD-diagnose i dag ikke nødvendigvis give samme resultat i morgen. Et andet problem ved den nuværende metode er, at det formentlig ikke er den optimale måde at "måle" graden af HD på, idet det er velkendt, at selvom man har en hanhund, der er HD-fri, kan der alligevel ses rigtig meget afkom efter den med svær HD, altså har hannen det, vi kalder skjult dysplasi.

PennHip metoden
Alle disse forhold har gjort, at man fortsat har arbejdet med at udvikle en mere optimal metode til at afsløre risikoen for, at et individ udvikler eller nedarver HD. Et resultat af dette er, at man har udviklet en såkaldt stress-radiografisk teknik (PennHip), hvor man kan måle den maximale ledløshed. Ledløsheden er årsagen til at slidgigt forandringerne udvikles, hvilket gør det særdeles interessant at måle denne.

Metoden går ud på, at når hunden er bedøvet, placeres den som normalt til HD-optagelser på ryggen, og dernæst "tvinger" man, ved hjælp af et specialkonstrueret apparat, lårbenshovedet maximalt ud af hofteskålen og tager et røntgenbillede. På røntgenbilledet måler man så den grad lårbenshovedet kan flyttes ud af hofteskålen, d.v.s. at det ikke er et vurderingsspørgsmål længere, men derimod en objektiv målemetode. Løsheden (det man har målt) angives som et index, der går fra 0.0 til 1.0, hvor 0.0 er det perfekte led og 1.0 leddet med maksimal ledløshed.

Hofteleddet består af et lårbenshoved og en hofteskål, som hos den normale hunde passer sammen som et kugleled. Hos hunde, der er arveligt betinget for at have løse hofteled, vil lårbenshovedet ligge mere eller mindre uden for hofteskålen. Hunde med HD vil næsten altid påvirkes i en eller anden grad, i form af halthed, motionsintolerance og/eller smerter. Der findes i dag inden mulighed for at kurere HD. Den eneste mulighed er at behandle hundens symptomer, så de opnår så høj grad af velbefindende som muligt med denne sygdom. Det bedste, man i dag kan gøre for at komme lidelsen til livs, er at udvælge de avlshunde, der ikke fører lidelsen videre til deres hvalpe. En metode til denne udvælgelse er PennHip.

Hvad er PennHip?
PennHip (som står for University of Pennsylvania Hip Improvement Program) er en ny måde at vurdere, måle og fortolke hofteledsløshed på. Der foretages 3 røntgenoptagelser af hofteleddet:

• en distraktionsoptagelse
• en kompressionsoptagelse
• en standardoptagelse

De to første optagelser bruges til en præcis udmåling af løsheden i hofteleddet, samt lårbenshovedets og hofteskålens indbyrdes pasform. det tredje billede bruges til at vurdere tegn på slidgigtforandringer. Ud fra disse optagelser får hunden et distraktionsindex-tal, som er et mål for løsheden i hofteleddet, samt oplysning om hvorvidt der er tegn på slidgigtforandringer.

Teknik
Rent praktisk foregår PennHip røntgenoptagelserne på følgende måde:

• Dyret bedøves, da det er nødvendigt for optagelserne
• Der foretages en standard hofteledsoptagelse: hunden placeres på ryggen, bagbenene strækkes bagud og holdes parallelle. På røntgenbilledet kan man vurdere, om hunden har slidgigtforandringer, eller tidlige tegn på dette.
• Der foretages en kompressionsoptagelse v.h.a. 2 holdere som skubber lårbenshovedet så dybt ind i hofteskålen som muligt. På røntgenbilledet kan man vurdere, hvor godt lårbenshoved og hofteskål passer sammen.
• Der foretages en distraktionsoptagelse - på denne optagelse presses lårbenshovedet så langt ud af hofteledsskålen som muligt. Dette gøre ved hjælp af en "distraktor", som består af to rør, imellem hvilke afstanden kan varieres. Når hunden er placeret på ryggen, anbringes distraktoren på hundens bækken, og ved at skubbe på lårbenet bringes lårbenshovedet ud af hofteskålen. på røntgenbilledet kan man derefter måle, hvor langt lårbenshovedet skubbes ud fra hofteskålen, eller med andre ord: distraktionen, og derud fra kan man beregne dirstraktionsindexet.
  
   
  Kompressionsoptagelse                               Distraktionsoptagelse
  (Begge billeder er venligst udlånt af Kennel Libbrani)

Det er vigtigt at understrege, at ovennævnte procedure under ingen omstændigheder skader hunden, hverken på kort eller langt sigt. Ligesom hunden ikke har smerter efter røntgenproceduren. Røntgenbilleder af hunde, der optages efter PennHip metoden skal indsendes til bedømmelse. Det har dyrlægen forpligtiget sig til, i forbindelse med sin PennHip godkendelse.

Brugen af PennHip
PennHip er altså en metode til at bestemme løsheden i hofteleddet hos hunden. Da løsheden samtidigt er meget arvelig, vil PennHip være et særdeles godt redskab til udvælgelsen af hunde, der skal indgå i avlen. Der foreligger på nuværende tidspunkt et gennemsnit for løsheden hos de enkelte hunderacer. Ud fra  racens gennemsnit kan man så vurdere sin egen hund. Er distraktionsniveauet lavere end racens gennemsnit, vil hunden forbedre hofteleddene hos racen. Omvendt vil hunde med et distraktionsindex over racens gennemsnit, forværre hofteleddene hos racen.

En anden fordel ved PennHip er, at hundene kan røntgenfotograferes, fra de er 4 måneder gamle. D.v.s. at man på et meget tidligt tidspunkt har mulighed for at udvælge de hunde, der senere skal indgå i avlen.

Metodens værdi 
Ved forsøg er det bevist, at hunde der havde et index på under 0.3, aldrig udviklede HD, mens hunde der havde et index på over 0.7, altid udviklede HD. (Til orientering kan jeg fortælle at der i første kvartal af 2001 blev PennHip fotograferet 86 Dogue de Bordeaux i USA og distraktionsindexet her var 0.7 - de bedste havde 0.31 - de dårligste 1.08. (Kilde: The University of Pennsylvania Hip Improvement Program, Newsletter - April 2001)

En anden fordel ved denne metode er, at resultatet er meget reproducerbart, idet det er vist, at det resultat man får når hvalpen er 4 måneder i meget, meget høj grad passer sammen med det resultat man får, når hunden bliver 1 år. Endvidere betyder det ikke noget, hvem der laver røntgenoptagelsen eller hvem der vurderer den. Endnu en fordel ved PennHip metoden er, at arveligheden af ledløshed er langt højere end arveligheden af hofteledsdysplasi. Vort bekæmpelsesprogram mod HD har derfor langt større chance for at give resultat med Pennhip metoden.

Altså umiddelbare fordele ved PennHip HD-optagelse:

· kan foretages allerede når hvalpen er 4 måneder gammel
· en objektiv vurderingsmetode
· det vi måler har højere grad af arvelighed
· mere sikker vurdering af om hunden udvikler HD, eller om den har "skjult" HD den kan nedarve.

Danske dyrlæger autoriseret til at PennHip fotografere